
UNDERRETNINGER
I SAMARBEJDE MED BØRN OG UNGE
Hvorfor involvere børn og unge
i underretninger?
Hvert år sendes der op mod 200.000 underretninger til landets kommuner.
Kun få bliver lavet sammen med selve barnet eller den unge.
​
I Joannahuset møder vi børn og unge, der læser deres egne sagsakter – nogle gange hundrede eller tusinde sider.
Underretningerne bliver en slags fortælling om, hvem der var bekymrede for dem i barndommen, og hvordan de blev beskrevet.
Men underretninger har traditionelt været skrevet af voksne til andre voksne, i et sprog børn og unge ofte ikke forstår eller kan genkende sig selv i, og mange underretninger er sendt uden at barnet eller den unge ved det.
En ny måde at tænke underretninger på
I Joannahuset har vi derfor sat fokus på, hvordan børn og unge kan få en tydeligere stemme i underretninger, der handler om deres liv.
​
Vi mener, at det bedste udgangspunkt for at give børn og unge den rigtige støtte, er at inddrage deres perspektiver allerede i underretningsfasen.
​
Denne side er til dig, der vil arbejde med underretninger på en måde, hvor børn og unges egne perspektiver og drømme træder tydeligt frem for de myndigheder, der træffer beslutninger om deres liv.
Børn i udsatte positioner skal ikke kun observeres og beskrives - de skal samarbejdes med.

At sende en underretning...
...SKAL, SKAL IKKE
Hvis du er bekymret for et barn eller en ungs situation, trivsel og udvikling, har du pligt til at fortælle det til kommunen. Det kaldes en underretning.
Men...
​​
Selv om en underretning er et udtryk for omsorg og en vej til at barnet eller familien kan få støtte gennem kommunen, kan en underretning virke svært at lave, fordi man ofte står i feltet mellem omsorg, ansvar, tvivl og relationer.
Mange privatpersoner er i tvivl om, om de overhovedet skal blande sig i andres familieliv?
Eller i tvivl om, hvordan man egentlig gør? Skal man gøre det anonymt? Uden at tale med barnet eller familien først? Eller skal man involvere barnet eller den unge i underretningen?
Mange andre, der til daglig er i tæt kontakt med børn og unge, har måske lavet underretninger før, men kan være i tvivl om, hvordan de bedst griber det an.
Her finder du viden om, hvornår du har pligt til at underrette kommunen samt inspiration om, hvordan du kan underrette sammen med det barn, hvis situation du er bekymret for.
Vidste du, at
du ikke behøver udfylde et skema?
Se vores eksempler på underretningsformer, der gør det nemmere at involvere børn og unge i underretninger.


Er du selv barn eller ung, og vil du underrette om din egen situation?
I Joannahuset møder vi børn og unge, der gerne selv vil underrette kommunen om deres situation. Mange kan dog være i tvivl om, hvordan man gør, og de vil også gerne vide, hvad der sker bagefter.
Det kan du altid få hjælp til og rådgivning om i Joannahuset.
